Author: Stine Leth-Nissen, DanChurch Aid
Date: January 23, 2007
Source: DanChurch Aid/UrbanBlog http://noedhjaelp.urbanblog.dk/2007/01/23/har-i-nogen-høvdinge-i-danmark/

---

Vi sidder på nogle støvede hvide plasticstole på græsset i et af de enorme telte, hvor man holder møder og værksteder og konferencer på World Social Forum, verdens sociale folketopmøde. Og så spørger Emily Sikazwe mig, om vi har nogen traditionelle ledere i Danmark.

”Vi hører altid så meget om, hvordan vi Afrika har høvdinge, der bare er født til at være det, og hvordan det ikke er demokratisk. Har I sådan nogen?” spørger Emily. Ikke helt uskyldigt, for som leder af Women for Change har hun før besøgt Danmark.
”Jamen, I har jo monarker og sådan noget, ikke?” fortsætter hun muntert. ”Hvordan fungerer det?”

Lige efter min noget ubehjælpsomme version af dronning Margrethes formål her i tilværelsen får vi lejlighed til at høre på nogle af de traditionelle ledere fra Zambia. De er taget med organisationen Women for Change til Nairobi for at fortælle om, hvordan traditionelle ledere kan spille en positiv rolle i at forene tradition og udvikling.

Deres udseende er noget af en skuffelse. Her er ingen flotte prydelser, ringe i næsen eller dyre-amuletter. For en overfladisk betragter er det ganske svært at skelne dem fra de andre zambiere i telte. Bortset fra at de tituleres ”Deres kongelige højheder!”

De – fire mænd og en kvinde – forklarer, at de har lært en masse af organisationen, og at deres opgave kan ses som brobyggere mellem det moderne Zambia og den kultur, der stadig betyder så meget i landsbyerne. F.eks. kan de hjælpe med at sørge for, at børnene får en god behandling, og ikke blot kommer til at arbejde, men også gå i skole.

Det fascinerende er, at Women for Change faktisk har skabt et samarbejde med netop det system, som ellers bekæmper kvinders rettigheder. Og de traditionelle ledere får bestemt også kam til deres hår af andre afrikanske kvinder med dårlige erfaringer.

En kvinde fra Nairobi i Kenya får blot at vide, at ”vi har tilstrækkeligt mange kvindelige høvdinge”, da hun spørger til andelen af kvinder i systemet.

Midt i det hele dukker Zambias første præsident, Kenneth Kaunda, op og sætter sig på første række med mange undskyldninger om, at han havde svært ved at finde stedet. Og han forsikrer om sin store respekt for kvinder.

Imens har en gruppe kvinder fra Swaziland svært ved at trænge igennem:
”I har sagt, at det traditionelle system er demokrati. Det har jeg altså et problem med. I er jo ikke valgt – I er født til det her,” siger en kvinde. ”Og det traditionelle ægteskab med flerkoneri er rendyrket undertrykkelse.”

Alle kender kongen af Swaziland og hans hæmningsløse forbrug af unge piger, men det kniber lidt med ordentlige svar på kvindernes spørgsmål om, hvad man kan gøre for at få nogle mere fornuftige forhold – som de åbenbart har i Zambia.
Men så kommer mødelederen i tanke om, at løsningen sidder tæt på:

”Nu har vi jo vores første præsident, hans excellence Kenneth Kaunda i blandt os. Og hvis jeg ikke husker meget galt, er De jo Gudfar til kong Sawathi!”

Kaunda undlader klogelig at svare med nogen løfter, og diskussionerne fortsætter med beretninger fra kvindelige tilhørere om, hvordan traditionelle ledere i Nigeria har snydt deres egne folk for erstatning fra olieselskaberne. ”Og hvordan synes I, man skal tackle det?” lyder det svære spørgsmål til høvdingene på podiet. De mener nok, det må være noget med at prøve at få en dialog i gang, men har det tydeligt ikke så godt med at skulle stå til ansvar for slyngelstreger begået af kolleger i helt andre lande.

Den velformulerede høvding Mushili minder om, hvor svære den slags aftaler kan være, også selv om høvdingene ikke snyder. F.eks. er man stadig ikke færdige med diskussionerne om kompensationen til de mennesker i Zambia, der blev flyttet i forbindelse med den gigantiske Kariba Dæmning. Og det er XXX år siden.

Emily Sikazwe fortæller om, hvordan Women for Change systematisk satser på at uddanne kvindelige ledere. Og hvordan Zambia giver piger i skolerne særbehandling, når det gælder adgang til universiteterne.

Imens gør kvinderne fra Swaziland sig klar til at gå.
”Kommer du fra Danida?” spørger den ihærdige kritiker på vej ud.
Og da jeg forklarer, at Folkekirkens Nødhjælp ikke arbejder i Swaziland, siger hun venligt men bestemt:
”Så er det da på tide, at I kommer i gang. Vi har hårdt brug for det!”