Author: Christian Friis Bach, DanChurch Aid
Date: January 26, 2007
Source: friisbach.dk http://www.friisbach.dk/index.php?&id=189&backPID=189&cHash=4cdace16e0&tt_news=474

---

”Thats why I am a socialist”, gjalder det ud over det store telt, hvor omkring tusind mennesker har samlet sig til en af de sidste seancer på Verdens Sociale Forum. Det følges op af andre kampråb fremført på utallige sprog ”We hate Bush”, ”Viva la revolution”, ”La Forum Social Vivre”, ”Arabia Palestine Arabia”, ”1 2 3 4 - occupation no more” og den obligatoriske ”el pueblo unido…” Det Sociale Forum lakker mod enden. Nu skal der samles op og samles sammen.

En sort mand med reggae-hår er ordstyrer og tiltaler alle med betegnelsen ”comrades” – kammerater. Han præsenterer de fleste talere som revolutionære og socialister.

En kvinde fra Kenyas Sociale Forum læser en fælleserklæring op. Hun taler om de mange hundrede fattige afrikanere, der ikke kunne komme ind, fordi det var for dyrt, men glæder sig over, at mange fattige kenyanere kom gratis ind til sidst. Hun udtrykker sin bekymring over, at der har været organisationer tilstede, der var imod kvinders, rettigheder og imod minoriteters og homoseksuelles rettigheder. Hun taler om, hvordan det lykkedes at besætte og ”nationalisere” en af restauranterne på det Sociale Forum, som var ejet af ministeren for intern sikkerhed, og om hvordan maden blev delt ud gratis til de fattige. Hun taler imod kommercialisering og militarisering, for gældslettelse og om de politiske sejre i Latinamerika og det kommende G8 topmøde i Tyskland.

De næste talere fortsætter i samme spor. Mange kritiserer, at ikke alle de fattige i Kenya kunne komme med. Ordstyreren insisterer på, at hvis der har været en mand på talerstolen, så skal den næste være en kvinde. Næsten alle er socialister og revolutionære.

En sort kvinde læser en støtteerklæring til oprørsbevægelserne i Libanon, Irak, Palæstina og Somalia – de oprørsbevægelser, der lever under besættelse. Det får mange til at klappe og huje. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de samme oprørsbevægelser mon ville sende en støtteerklæring til Verdens Sociale Forum, hvis de vidste, at fokus har været på demokrati, frihed og kvinders og homoseksuelles rettigheder. Men det gør måske ikke noget. Bare man er imod Bush.

I andre telte er stemningen anderledes. I menneskerettighedsteltet er flere hundrede mennesker samlet. Her stiller dusinvis af deltagere sig roligt op og præsenterer konkrete forslag fra arbejdsgrupperne: Stærkere rettigheder for børn, der er blevet forældreløse på grund af HIV/AIDS; bedre fordeling af jorden til gavn for jordløse landarbejdere; beskyttelse af mennesker i konfliktområder; bedre handelsaftaler; styrkelse af kvinders og de kasteløses rettigheder… En af de stærke tendenser på dette års Sociale Forum har været en praktisk og bred tilgang til menneskerettighederne: Rettighedsbaseret udvikling.
Der er blevet arbejdet. Der er blevet tænkt. Alle vil handle.

Det har været inspirerende dage. Forunderlige dage. En myretue i farver. Biler og lastbiler er på vej ind på pladsen for at rydde op.
Verdens Sociale Forum er forbi.
En anden verden er mulig.