Author: Christian Friis Bach, DanChurch Aid
Date: January 23, 2007
Source: DanChurch Aid/UrbanBlog http://noedhjaelp.urbanblog.dk/2007/01/23/menneskeretter-til-middag/

---

I et par dage har jeg spist middag med tre mænd, der deltager i World Social Forum. De arbejder til daglig med menneskerettigheder, der bestemt ikke er noget, man kan tage for givet i deres sammenhæng.

Det er redningsplanken – sikkerhedsnettet. Og mange gange den eneste mulighed for at bringe sager op, hvor de allerfattigste og mest glemte mennesker bliver bedraget, snydt på det groveste – og nogle gange groft mishandlet og dræbt.

To af mine tre medspisere kommer fra Etiopien, hvor de forsøger at hindre, at unge piger alt for tidligt bliver giftet bort eller underkastet andre former for skadelige traditionelle ritualer. Når jeg siger tidligt, taler vi helt ned til 8-9 år.

Jeg har selv besøgt denne egn i Etiopien og kørt den lange tur over svimlende bjergplateauer sammen med Belete og Geto. De er to små, stilfærdige mænd, der altid er høflige i yderligtgående grad.

Men de og deres medarbejdere gør en forskel, og de ved, hvilken forskel menneskerettighedskonventionen fra 1948 betyder. Det var den amerikanske præsidentfrue Eleanor Rosevelt, der krævede af juristerne, at konventionen skulle gælde hjemme på de små steder, der end ikke kan findes på et kort. Og derfor står ordene den dag i dag skrevet på et sprog, der ligger langt fra de normale juristerier. Et sprog, der også kan forstås dér langt uden for landkortet.

På World Social Forum møder Belete og Geto så min tredje medspiser, Peter fra Malawi. Han arbejder også for en menneskerettighedsorganisation, der får støtte fra Folkekirkens Nødhjælp.

I 1989, da Peter var en ung og idealistisk hedspore, skrev han et par kritiske indlæg om den daværende diktator i Malawi, Kamuzu Hastings Banda. Og fandt ud af, at hans stilfærdige kritik betød, at den katolske kirke, som han er medlem af, måtte skifte hans navn ud og skibe ham af til Italien, hvor han blev i fire år – langt fra familie og venner.

I går fortalte Peter muntert om, hvordan han vendte hjem efter en stor, folkelig mobilisering mod diktatoren – og en folkeafstemning, der endegyldigt afsatte samme Banda. Og han var nærmest forarget over, hvad folk NU kunne tillade sig at skrive – sammenlignet med hans egen relativt stilfærdige kritik fire år før.

Så har Malawi ellers haft et bevæget demokrati siden. Nogle af de nye politikere viste sig at være mindre heldige. Korruption, bedrageri og enorm fattigdom truede med at knuse det lille land.

”Men efter at vi har fået en regering, der er i mindretal, har vi fundet ud af, at det faktisk er det bedste,” understreger Peter. ”Tidligere undrede folk sig altid over, hvad de der parlamentariske udvalg egentlig skulle gøre godt for. Men i dag kan man tydeligt se, hvordan de undersøger tingene og stiller regeringen til ansvar.”

Og sådan taler folk sammen her i Nairobi, ikke blot når de stiller sig op til et møde og leverer deres hjerteblod til en stor forsamling, der lytter med respekt. Eller når de går rundt om det ufatteligt grimme beton-stadium.

En broget markedsplads, men også et sted, hvor folk mødes og lærer af hinanden.  Hvordan et demokrati kan fungere. Eller hvordan man kan indberette voldtægt og overgreb til myndighederne – eller FN.

Mange kender end ikke deres eget kontinent. Derfor betyder det noget særligt, at dette ”folketopmøde” endelig er nået til Afrika. F.eks. finder man ud af, at en gammel kenyansk sang også synges og forstås i Malawi. At man danser på forskellig måde, men alligevel forstår sproget i hinandens dans.

Verdens mange små steder rykker ind på landkortet for en kort bemærkning.