Author: Stine Leth-Nissen, DanChurch Aid
Date: January 22, 2007
Source: DanChurch Aid/UrbanBlog http://noedhjaelp.urbanblog.dk/2007/01/22/uhuru-betyder-frihed/

---

Lørdag åbnede World Social Forum 2007 på i den store park i Nairobi, der bærer det prangende navn Uhuru. Frihed.

Meget symbolsk vandrede tusinder til parken i en demonstration for fred – for fred er også en forudsætning for frihed. Og den brogede skare, der mødtes her i Uhuru-parken, kæmper for så mange forskellige sager og repræsenterer mestendels almindelige borgeres kamp for grundlæggende rettigheder, som vi i Danmark ikke skænker mange tanker til daglig.

Der var de stærkt revolutionære kvinder fra Via Campesina – småbøndernes socialistiske organisation – der på rullende spansk gjaldede de tilsyneladende uopslidelige slogans ”folket forenet i kamp!” og vel at mærke en ”lucha revolucionario”.

Rundt omkring på den græsklædte bakke stod tilhørerne – lige foran mig en sorthåret, kortklippet kvinde, der kæmpede mod voldtægt af kvinder. Oneinnine lød hendes slogan på trøjen, og det refererer til det antal af kvinder i Sydafrika, der er blevet voldtaget, og som har meldt voldtægten til politiet.

Lige ved siden af sad alvorlige kenyanske kvinder i skriggule trøjer med mottoet: En anden verden er mulig også for slumboere!

Og fra scenen råbte den sydafrikanske kvindelige konferencier slogans med sådan en energi og smittende humør, at det fik tilskuerne til at gå med på kampråbene:
”Viva retten til ordentligt arbejde!” ”Viva solidaritet” Samt en meget populær sidebemærkning: ”Og Bush er en terrorist!”

Ingen kan som afrikanske kvinder tale en forsamling op. De snupper antagelig intonationen fra de store prædikanter og skaber en slags sunget tale, der veksler i styrke og leger med tonefaldet, så de aldrig mister deres tilhøreres opmærksomhed.

Bush og Blair fik deres bekomst, efterhånden som solens stråler blev blødere og begyndte at kaste skygge over forsamlingen.

Zambias tidligere præsident og en stor frihedskæmper, Kenneth Kaunda, blev hilst velkommen med begejstring. En af de efterhånden flere afrikanske præsidenter, der er blevet afsat ved almindelige valg og ikke ved kup og konflikter:

”Jeg er rørt over at være her,” fastslår Kenneth Kaunda, mens solen stråler ned i hans sorte pande. Han priser det kenyanske vand, som han konsumerer, mens talen skrider frem. ”Vi er kommet en lang vej, siden vi kæmpede sammen mod kolonimagterne, mod slavehandlen og udnyttelsen af Afrika.” Og han gentager Mahatma Gandhis ord om, at ”lederen følger folket”.

Kaunda gennemgår de mange og hårde kampe mod udbytning og apartheid og glemmer ikke at nævne vennerne – bl.a. ”de nordiske regeringer som både støttede frihedskampen og hjalp os finansielt.”

Folk falder lidt fra, mens Kaunda gennemgår Zambias gældskrise og fortidens mange begivenheder, men så når han frem til kvinderne:

”Kvinderne her i Afrika er afgørende, men de har endnu ikke fået den plads, der rettelig tilkommer dem,” siger den gamle mand. ”Skaberen selv forlanger fair play for kvinden!”
Og så opfordrer han mændene til at tænke noget mere over, hvor afhængige de er af kvinderne: ”Vi mænd er fuldstændig afhængige af kvinder i hele ni måneder. Vi skal tænke på at give denne mor hendes retmæssige plads.”

Kvinden med voldtægts-t-shirten virker totalt uberørt af Kaundas ord, men mange afrikanske kvinder klapper og ”ululeler” som  applaus.

AIDS-krisen berører Kaunda med stort personligt mod og fortæller om sin søn, Masuzu, der døde af aids for tyve år siden, hvor hans forældre valgte at fortælle om årsagen – for at bryde den stigmatisering, som rammer mange aids-syge og hiv-smittede.”

Op ad græsbakkerne vandrer masaier, guatemalanske maya-kvinder i traditionelle huipil-bluser, indiske muslimer med hvide hatte og lange hvide kjortler, unge canadiere i cowboybukser og t-shirts, gangster-typer med guldkæder og flotte hvide mafiahatte – forsamlingen har det med at lede opmærksomheden væk fra scenen og de mange solidaritetshilsener fra nær og fjern.

I en eller anden forstand er dette jo, som Kaunda siger, ”et folketopmøde”, og i de kommende dage skal det vise sig, hvor meget det betyder at ”netværke” på kryds og tværs af folkeslag, politiske systemer, religiøse overbevisninger, uddannelse, indkomst og alle de mange andre ting, der normalt deler verden op.

Lige nu bliver der i hvert fald netværket, så det batter, og luften er fuld af kram, knus, trykken på næven, franske kindkys og etiopiske skulderkys.

Som min hollandske kollega siger: ”I Davos mødes de rige, og det er kun efter invitation, man kan komme dér. Vi får aldrig at vide, hvad de har aftalt, men ifølge de økonomer, jeg kender, er det det vigtigste møde, når det gælder verdensøkonomien.

På samme måde her ved World Social Forum: Her kan alle ganske vist møde op, blot de tilmelder sig. Vi har heller ikke en samlet vedtagelse, vi kan prale af, når vores forum er slut. Men jeg tror, vi får lagt grundstenen til mange kampagner, som senere vil få stor betydning.”

Så herfra blot et VIVA til folketopmødet i al dets mangfoldighed.