You are here: Home Non-English articles World Social Forum: Forslag om ”Demokratiets dag”
Document Actions

World Social Forum: Forslag om ”Demokratiets dag”

Author: Jacob Midtgaard, Mellemfolkeligt Samvirke
Date: February 1, 2007
Source:
Mellemfolkeligt Samvirke http://www.ms.dk/sw61539.asp


Sidste år gennemførte Mellemfolkeligt Samvirke en temperaturmåling af demokratiets tilstand. På World Social Forum i januar blev en årlig global dag for demokratiet foreslået. Tilbagemeldingerne var meget positive, og en arbejdsgruppe med organisationer fra alle kontinenter er nu blevet etableret.

Mellemfolkeligt Samvirke benyttede World Social Forum til at præsentere resultaterne fra den temperaturmåling af demokratiets tilstand i udvalgte lande, som blev gennemført sidste år. Opmærksomheden herom blev brugt til at søge opbakning og samarbejdspartnere til at afholde en årligt tilbagevendende "Demokratiets dag". Dagen tænkes som et led i lokal folkeoplysning og i arbejdet for at styrke de fattige og marginaliseredes indflydelse på deres eget liv. Dagen er altså en del af Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde for demokrati som en livsform, hvor de grundlæggende demokratiske værdier kommer til at styre hverdagens aktiviteter.

På World Social Forum var der bred og meget positiv opbakning til en global "Demokratiets dag", og indholdet af denne og de første praktiske overvejelser blev ivrigt diskuteret. En arbejdsgruppe, som skal stå for de overordnede retningslinier og indholdet for projektet, blev etableret med Mellemfolkeligt Samvirke som primus motor.

Idéen med at arbejde for "Demokratiets dag" skal ses i lyset af Mellemfolkeligt Samvirkes fokus på demokrati og mere specifikt i lyset af efterårets måling af demokratiets tilstand i udvalgte lande. Undersøgelsen viser, at der kun er få mekanismer, der sikrer fattige mennesker indflydelse på deres hverdag. Der mangler derfor folkelig indflydelse mellem valgene, konsultationer finder sjældent sted, og politikere bliver ikke holdt ansvarlige for deres politik og handlinger. Det fremmer en politisk kultur af mistillid, korruption og pleje af egne interesser.

Undersøgelsen konkluderer derfor, at folk har brug for at blive informeret for at blive stærkere og opnå indflydelse. Der er altså et massivt behov for gennem folkeoplysning at styrke de fattige og marginaliseredes viden om de demokratiske processer og for at opmuntre det civile samfund til at engagere sig i disse processer gennem en styrkelse af konsultationsmekanismerne, selvorganiseringen og repræsentationen. Kun derigennem skabes et stærkt civilsamfund, der virker som et vigtigt redskab i kampen mod den stigende fattigdom. "Demokratiets dag" kan som folkeoplysning om demokratiet blive et vigtigt redskab i denne proces.