You are here: Home Non-English articles World Social Forum: Gensyn med en bonde fra Uganda
Document Actions

World Social Forum: Gensyn med en bonde fra Uganda

Author: Nils Brøgger Jakobsen, Mellemfolkeligt Samvirke
Date: January 24, 2007
Source:
Mellemfolkeligt Samvirke http://www.ms.dk/sw60793.asp


MS' næstformand Nils Brøgger Jakobsen genser en bonde fra Uganda og får frø med hjem til sin urtehave.

Formålet med World Social Forum er, at aktive mennesker fra hele verdens civilsamfund mødes og udveksler ideer tanker og ideer. Her kommer et par eksempler på dette.

På forummet mødte jeg i dag en ugandisk bonde. Bonden stod og fremviste organisk producerede produkter. Efter den obligatoriske given hånd blev jeg tiltalt Jakob. Det viste sig, at jeg - da jeg deltog i Uganda Social Forum i efteråret 2006 - havde mødt bonden og fået nogle frø af ham, som jeg efterfølgende havde plantet hjemme på kollegiet.

Gensynsglæden var naturligt stor og blev kun større, da han viste mig en folder, hvor der øverst på folderen var et billede af den syv meter høje figur, som Mellemfolkeligt Samvirkes handelsrøvere sammen med kunstneren Jens Galschiøt havde slæbt med til WTO-ministermødet i Hong Kong.

Efter jeg på min computer havde vist ham mine billeder fra Hong Kong og forklaret, hvorfor Mellemfolkeligt Samvirke går ind for fjernelse af den europæiske landbrugsstøtte, var vi for alvor blevet kollegaer. Som afsked og tak for snakken gav jeg manden et af de sidste eksemplarer af en plakat, som vi handelsrøvere fik lavet et par år tilbage. En plakat som er inspireret af et tanzaniansk NGO-blad, som jeg for år tilbage læste. Af ham fik jeg nye frø til min lille urtehave.

Historier som ovenstående er der mange af her på forummet. F.eks. talte jeg også med lokal kvinde som havde folk fra Sydafrika og Tanzania boende privat. Alene dette var for hende en stor oplevelse og gav en stærk følelse af fællesskab på tværs af grænser.

Demonstrationer

De mange civilsamfundsorganisationer har under forummet på mange måder vist, hvordan de arbejder. Måske lidt forudsigeligt har der f.eks. i dag både været demonstrationer imod, at lokale folk skal betale for at komme ind til Social Forum. Også foran madboderne har der været demonstration mod de ganske høje priser for mad her til forummet. F.eks. koster en portion mad knap 30 kr. En pris som for en lokal svarer til flere dages forbrug. Ovenstående er eksempler på, hvorfor aktiv deltagelse i samfundet er nødvendig i kampen for en retfærdig og demokratisk global udvikling til fordel for verdens fattigste.